Dans og dansesale
Dans og dansesale

Den store idrætshal er rammen om baller og workshops. Her er plads til 220 dansere på gulvet samtidig.

Hallen har et dejligt trægulv. Du kan danse i tre dage uden at blive øm og træt i fødder og knæ. Det kan høres når alle dansere samtidig starter en balance, og det sætter stemningen op.

Hallen har højt til loftet og en tilpas varmegrad til ihærdige dansere.

I den ene ende af hallen har vi bygget et podie til band og callere. Du kan se hvem der guider dig gennem dansen, hvem der spiller for dig, og du kan høre både calls og musik.

Hallen har et professionelt lydanlæg og en god akustik.

Der er levende musik alle tre dage i begge dansesale. Normalt har vi to forskellige bands til at spille for danserne.

I den anden ende af Idrætshallen har vi bygget en hyggelig cafe. Her kan du sidde og hvile hvis du ikke orker alle dansene. Mens du sidder kan du følge med i dansen og høre musikken, eller snakke hyggeligt med din nabo. Der er pyntet med duge og blomster, og du kan købe drikkevarer til rimelige priser.

Hvis du vil ryge, skal det ske ude i frisk luft, ikke indendørs.

Der er to dansesale til rådighed. Den anden sal kaldes gymnastiksalen og kan rumme ca. 50 dansere. Plus selvfølgelig en caller og et band.

Gymnastiksalen har også et dejligt trægulv, så heller ikke her bliver du træt i fødderne. Til gengæld kan det godt blive rigtig varmt i gymnastiksalen, så må vi åbne vinduerne.


Husk dansesko. Du skal danse i sko med bløde såler, gulvene kan ikke tåle udendørssko.